koncepter
Læs mere om vores koncepter her
Meditationskoncert - efterår og vinter
En meditativ vinterkoncert, som er fæstnet i nærværende og melodiøs musik hvor kirkerummets hvælvinger anes i efterklangen. Vi har forsøgt at skabe en koncertoplevelse, hvor lytteren kan give sig hen i meditativ, musikalsk kontemplation båret af cello, vokal, orgel og klaver, der i skiftende konstellationer bringer rolig og bevægende musik af komponister som Fauré, Massenet, Pärt og Messiaen til live. Konceptet til denne koncert udspringer af den kristne fasteperiode fra askeonsdag til påske, og den er derfor sammensat med omtanke for traditionen om aktivt afkald af verdens overflod for at skære ind til livets essens og skabe plads til åndelig inspiration.
SENSING MUSIC - en meditativ yoga- og koncertoplevelse
Arsis trio inviterer til en meditativ koncertoplevelse hvor klassisk musik kombineres med yin yoga. Denne aften byder på et guidet forløb med yin-yoga akkompagneret af live musik efterfulgt af en klassisk koncert. Vi skaber et rum, hvor fraværet af distraktioner giver plads til nærvær og sansning, så musikken kan finde vej til dig – vågen, drømmende eller et sted imellem. Torsdag d. 19. september kl. 19, Frihavnskirken, København.
Forår - en hyldest til lyset
I foråret hylder vi lysets tilbagekomst efter vinternattens mørke omfavnelse. Forårslyset som med ærlige sølvskær oplyser og blotlægger byens sludplettede gader, markens dis-tunge morgenstunder og træernes dugperlede knopper. Koncerten er en hyldest til den nordiske vår, accenturet af lyset mørke og dialektik og forventningens glæde. I dette program tager vi lytteren med på en musikalsk rejse fra klassiske, nordiske komponister som Grieg, Sibelius og Nielsen til den nordiske jazz repræsenteret ved bl.a. Jan Johansson og Lars Jansson.
Pergolesis Stabat Mater med gæstesolist Maria Marstal
Stabat Mater var det sidste værk som den italienske barokkomponist, Giovanni Battista Pergolesi, komponerede blot få uger før sin død. Dette dramatiske og rørende 40 minutters værk er bygget op om teksten Stabat mater dolorosa og skildrer Jomfru Marias smerte, mens hun sørger over sin søns lidelse og død ved korsets fod. Værket egner sig særdeles godt til fastetiden op mod langfredag. Stabat Mater opføres af Arsis Trio og mezzosopran, Maria Marstal.
Sommerkoncert
Solfyldte sommerstunder med tæerne plantet i det varme sand, klirrende glas med kølig vin og lyden af cikader i aftenens lune sommerbrise. Med denne koncert sætter vi lyd til sommeren med et varieret program. Musikken tager afsæt i klassiske franske komponister som Ravel og Debussy, der med deres drømmende tonesprog tager os med til den sydeuropæiske sommernat. Som koncerten skrider fremad, kommer der gradvist mere rytme og tempo i musikken med brasiliansk choro og samba og jazz-improvisationer.
Efterår - en eksplosion af følelser og farver
Efteråret bugner af sødme og farver fra en gylden høst, men varsler samtidig vintermørkets tiltagende omfavnelse. Vi mærker en længsel efter den forgangne sommer og konfronteres med erkendelsen af livets uundgåelige forgængelighed. Passionen og længslen er temaerne for denne koncert, som spænder fra et klassisk spansk repertoire af Enrique Granadas og Manuel De Falla til argentinske tangoer og udvalgte jazz-numre, herunder egne kompositioner. Det spanske sprog går som en rød tråd gennem programmet i følgeskab med udvalgte efterårs- og sensommersange fra den danske sangskat.